Direktøren og fiskeren

Vamos a Honduras ! Saa er tiden udloebet i Nicaragua med Team Norway, visa’et inddraget og jeg tager til Honduras imorgen for at faa dykket!

Destinationen er Bay Islands bestaaende af øerne Utila og Roatan. Priserne paa dykningen skulle vaere verdens laveste og selve dykningen skulle vaere weltklasse!

Slutter af med en lille anekdote.

En amerikansk forretningsmand stod på molen i en lille mexicansk fiskerby og så en lokal fisker lægge til kajs. I hans båd var der en kurv fyldt med store herlige tunfisk. Han roste fangsten og spurgte så fiskeren om, hvor længe han havde været om at fange dem.

Mexicaneren: “Åh, et par timer senor.

Forretningsmanden: “Jamen hvorfor blev du da ikke derude, nu du var midt i en stor stime?”

Mexicaneren: “Hvorfor dog det? Vi kan kun spise disse – og her er endog nok tun til mine venner. I morgen fisker jeg måske lidt flere, så jeg har nogle at sælge på torvet. Sådan er mit liv.”

Forretningsmanden: “Jamen hvad gør du så resten dagen? Arbejder du kun et par timer?”

“Ja. Jeg vågner sent, fisker lidt, leger med mine børn, holder siesta med min kone Maria. Og om aftenen tager vi ned i cantinaen, hvor vi spiser gratis fisk fordi jeg leverer dem. Og så spiller jeg guitar med mine venner, drikker lidt for meget og – jo jeg har sørme et godt liv, senor.”

Amerikaneren lyste op:
“Aha – jeg tror jeg kan hjælpe dig! Du burde bruge lidt mere tid på fiskeriet! Så du hver dag kan sælge din høst i storbyen. De betaler bedre, og så kan du købe en større båd. Og når du da fisker en større fangst, kan du snart købe endnu flere både – og måske en dag åbne en stor fiskekonserversfabrik. Det er nemlig dér, pengene er.”

“Tak Senor. Og hvor lang tid vil det så tage, inden jeg får råd til sådan en stor fabrik?”

“Åh en 10 – 20 år, afhængig af, hvor flittig du er.”

Dette velmenende råd gumler mexicaneren lidt på:

“Ok senor – og hvad så?”

“Jo” grinede amerikaneren – og fortsatte.

“Så kan du sælge fabrikken og trække dig tilbage. Købe et hus i en lille fiskerlandsby, hvor du kan sovetil langt op på dagen. Fiske lidt til dig selv og dine venner, have tid til at lege med dine børn, og elske med din kone og så spille guitar med dine venner om aftenen. Se det er succes!”

Hvortil fiskeren sagde
“Ok signor – og alt det har jeg jo allerede! Ak du triste stressede kedsommelige hvide mand.

Oftest er ambitioner blot en dårlig undskyldning for ikke at have modet til at turde være doven.
Det vil sige, nyde livet og selve det at vi er levende.
Der kan jeg vist lære dig noget vigtigt.”

David vs. Goliath – verden staar ikke laengere

…den her er svaer, meget svaer… numre som 9, 4 og 7 har altid vaeret mine favoritter…

Her snakker vi om pizza’er, nummer 9 fra Ekspressen i Ribe er klassikeren, favorit pizzaen om man vil, klassikeren der har vaeret umuligt at importere til Koebenhavn. De forskellige pizzahuse i hovedstaden naegter simpelthen konsekvent at smide spaghetti og skinke sammen hvis det ikke er i en lukket Calzone- “det bli’r toert i ovnen min ven” som de si’r. Bullshit!
Well naar de ikke vil lave ni’eren, er jeg tvunget til Vagabondos og Amager By Night’s pepperoni+skinke, heller ikke vaerst.

Igaar skete saa det – jeg nok aldrig havde troet vil ske – ni’eren blev overgaaet. Pizzaria Monna Lisa, Granada, Nicaragua…! Den bedste pizza jeg ever har smagt, og har efterhaanden spist en del. Har proevet at efterrationalisere paa oplevelsen, undskyldt det med for meget Flor de Cana, maaske var det antibiotikaen, maaske dagen jeg brugte som vikar i en nicaraguansk boernehave (!!) eller de 4 timer jeg var indlagt til norske folkeviser…. men nej nej nej… Den var bare satans god!

Kunne gaa i detaljer med oplevelsen, men vil ikke kede jer… Vil bare sige at hvis man alligevel er paa kontinentet, saa er det helt sikkert turen vaerd.