Vi har 100vis af vagter der patruljere i området omkring vores universitet. Ikke fordi det er en krigszone, men fordi det er Peru og frygt er dybt forankret i deres kultur efter mange år med terrorism, en japaner ved navn Fujimori og meget andet.
Vi får altid tjekket ID af vagterne ved indgangen og når man ikke har det med, plejer det at tale engelsk og sige man er international studerende at virke.
Var i torsdags på en anden del af vores universitetscampus hvor jeg aldrig har været før. Der mødte jeg så helt tilfældigvis en peruviansk vagt der forstod dansk. Var lidt småtræt og mit engelsk var ikke skarpladt, så da jeg mødte vagten ved indgangen gik samtalen nogenlunde sådan her:
Vagt: “¿Tiene usted una tarjeta de estudiante por favor?”
Mig: “Beklager, har desværre glemt det på natbordet derhjemme.”
Vagt: “¿que usted no tiene su tarjeta de estudiante?”
Mig: “Nej, men jeg har time om ca. 10 min, så vil være fint hvis jeg kunne komme ind uden.”
Herefter nikker vagten forstående og lukker mig ind. Sjældent man møder sådan en rar og veluddannet person hernede.
Indtil videre har jeg kun fået skrevet om 2 af mine 5 professorer.
Jeg vil i nedenstående video introducerer min professor i Direccion de Marketing, Carlos Alcocer Fulle.
Victor og Jeg var på MALI (kækt lille ordspil) igår. Modern Arts museet her i Lima. 3 udstillinger kørte, 2 af dem var lige startet igår, noget om tekstiler og noget om præ-historisk columbiansk kunst. Altså før Botero lavede fede damer. De var ikke lige sagen og personen der havde fundet på at præ-historisk kunst hører til på et museum for moderne kunst, skal nok finde sig et andet job.
Den sidste udstilling var tilgengæld interessant. Det var hovedudstillingen og omhandlende multikunstneren Gordon Matta-Clark. Halvt amerikaner, halvt chilener, der var danser, restaurantør, performer, fotograf, musiker, filminstruktør m.m.
Begrebet anarkitektur er også en af hans opfindelser. Se nogle de vedhæftede billeder i galleriet, bl.a. huset der er skåret over på midten.
Vi har også vedhæftet vores kunstværker, som vi lavede i en interaktiv udstilling. Vi følte vi var tilbage i barndommens gadeog håbede begge på at blive opdaget af museets medarbejder. Talent fornægter sig ikke.
Skriv et svar